Vi har hele den kristne tros hovedindhold fælles med alle andre kristne. Vi tror på een sand Gud: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, og tilslutter os f.eks. den gamle Apostolske Trosbekendelse, præcis som bl.a. Folkekirken gør.

Men der findes naturligvis nogle særlige “baptist-kendetegn”. Her er nogle af de vigtigste:

  1. Bibelen alene (primært Det Nye Testamente) er autoritet i spørgsmål om tro og lære!bph92
  2. Den kristne kirke er fællesskabet af alle, som personligt tror på Jesus Kristus!
  3. Dåb er (kun!) for personligt troende!
  4. Virkelig trosfrihed nødvendiggør, at kirke og statsmagt er helt adskilt!
  5. Kirken styres af “det almindelige præstedømme” i funktion!
  6. Dåb og nadver forstås som symboler – ikke mystisk som “sakrementer”!
  7. Det er alle kristnes opgave at dele evangeliet med andre mennesker!
  8. Der findes kun een kristen kirke på jorden – alle Kristus-troende er eet!

Disse kendetegn deler baptister eet for eet med rigtig mange andre kristne. Tilsammen udgør de så at sige baptisternes DNA. Baptister er frihedens folk og giver altid den enkelte frihed til under Guds ords og Guds ånds vejledning at finde svar på troens spørgsmål. Derfor kan både baptister og baptistkirker være meget forskellige.

Uddybning af de otte kendetegn:

Ad 1:
Jesus Kristus alene er den kristne kirkes Herre! Der er intet sted, vi kommer så tæt på ham, hans liv og tale, som i Det Nye Testamente.

Derfor er “skriftens ord” – Bibelen – for baptister den endelige og øverste autoritet i alle spørgsmål om tro, lære og praksis. Vi tror på at Bibelen er inspireret af Gud – nedskrevet af mennesker. Ikke en fundamentalistisk bogstavs-tro, men troen på at Gud bag det hele er den store redaktør af dette historiske dokument. Ikke en blind tro på hvert ord, men en tro på Bibelens ord under hensyntagen til den sammenhæng (tid, sted, afsender, modtager), Bibelen blev skrevet i.

Ad 2:
Guds ord gør det ganske klart, at Gud elsker alle mennesker lige og at Guds frelsende “nåde”, (det, at Gud tilgiver al vor synd og giver os det evige livs gave), er for alle! Denne frelsens gave giver Gud kvit og frit til hvert eneste menneske, som blot vil tage imod den i tro. Bibelen siger, at tro er tillid til frelseren, til Jesus Kristus.

Denne tro får man ved at høre “evangeliet” (dvs. “det glade budskab”) om Jesus Kristus. “Troen kommer af det, som høres”, siger Skriften (i Romerbrevet kap. 10, vers 17). Troen på Jesus er således ingen præstation, men en reaktion på i Guds ord at have mødt den “tro-værdige”, Kristus.

En “kristen” er da et menneske, som personligt har hørt evangeliet om Jesus Kristus og som på den baggrund frit og personligt har valgt at sige “Ja tak” til Guds tilbud om nåde og frelse. Gud tvinger ingen, men tilbyder frit! Og dette “Ja tak” kan kun siges ved, at man slår sin lid til – dvs. at man tror på – Jesus Kristus, som frelser, Herre og Gud.

Hver eneste troende bliver således ved troen knyttet til Kristus og det er således Kristus selv, som binder “kirken” sammen: Den Kristne Kirke er da (altid og kun) summen af alle dem, som i tro har valgt Jesus Kristus som deres frelser og Herre. Kirken er således ingen institution, men en levende organisme – “et legeme”. Bibelen kalder kirken for “Kristi legeme” i verden. Kristus er “hovedet”, mens hver kristen er et “lem” på legemet.

Ad 3:
Som nævnt herover er dåben ifølge Guds ord for dem, som personligt tror på Jesus Kristus som deres frelser og Herre. Jesus siger “Den, der tror og bliver døbt skal frelses” (Markus kap. 16, vers 16). Personlig tro på Jesus som Guds søn og verdens frelser er altid forudsætningen for dåb ifølge Bibelen. (Se f.eks. Apostlenes Gerninger kap. 8, vers 36-38 osv.)

Dåben er “discipel-tegnet” (Mattæus kap. 28, vers 18-20). “Discipel” betyder lærling/elev, og Jesus selv, som ikke kendte ordet “kristen”, brugte dette ord for alle som ville høre ham til og eje frelsens gave. I dåben sluttes en gensidig pagt mellem Jesus Kristus og den troende, mellem “Mesteren og disciplen”, som samtidig slutter pagt med (= træder ind i) Herrens menighed/kirke på jord. Dåben er således “døren” til kirkens fællesskab og til livet som kristen – dvs. livet som Jesus-efterfølger!

Ad 4:
Siden Kristus er Menighedens Herre, må han alene bestemme i sin kirke! Derfor kan kirken ikke være underlagt nogen verdslig magt (f.eks. staten), men må under Kristi herredømme være “herre i eget hus”!

Derfor skal stat og kirke være adskilt.

Siden et menneske kun kan blive kristent ved frit og personligt at vælge at tro og følge Jesus Kristus, må der også være frihed til at vælge. Baptister har altid stået i første række blandt trosfrihedens forkæmpere. Uden en total adskillelse af stat og kirke bliver der aldrig virkelig trosfrihed, da en statskirke (som f.eks. den danske Folkekirke) altid vil være på den ene side privilegeret og på den anden side aldrig helt fri til at være “herre i eget hus”. Statsmagtens opgave bør begrænses til at sørge for total religionsfrihed for alle lovlydige borgere! Frihed og ansvar hører naturligvis sammen her!

Ad 5:
Overalt repræsenteres Den kristne Kirke ved den lokale menighed, som er et lokalt fællesskab af Kristus-troende, eller “Kristi legeme i verden”. Ingen er mere autentisk “kirke”, end den lokale menighed! Ingen “overbygning” i form af menneskelig magtstruktur kan derfor bestemme over kirken. Ingen pave, hovedkontor, bispekollegie eller hierarki (præste-vælde) har ret til at regere kirken. Ifølge Skriften er alle kristne “præster” (Peters 1. brev kap. 2, vers 5) – ingen står Gud nærmere, end andre!

Autoriteten i kirken og magten til at træffe beslutninger er derfor uddelt til alle “lemmer på Kristi legeme”, = medlemmer i kirken, og beslutninger træffes under Guds ords og Guds ånds vejledning i fællesskab! Det kunne kaldes “Kristokrati”, altså: Kristus regerer gennem det almindelige præstedømme i funktion. Hvert medlem har sin stemme og sit ansvar over for Menighedens Herre, Kristus!

Man har kaldt Baptistkirken i Danmark for Danmarks ældste fungerende demokrati, fordi Baptistkirken blev stiftet i 1839 – 10 år tidligere end Grundloven, som gav os bl.a. demokrati og religionsfrihed her i landet.

Ad 6:
Baptister har på Skriftens grund en symbolsk (ikke-sakramental) forståelse af de forordninger, som Kristus har givet sin kirke: Dåb og nadver.

Begge er stærke symboler, som fastholder evangeliets inderste sandhed: At Kristus gav sit liv for at frelse alle, som blot vil tage imod Guds nådes-tilbud i tro!

Dåben er som en dramatisk genopførelse af Jesu død og opstandelse, hvor den døbte “opstår” til “et helt nyt liv” i Jesu fodspor (se Romerbrevet kap. 6, vers 3-4)! Dåben er “discipeltegnet” (se Mattæus kap. 28, vers 19), hvor den troende “officielt” og i åben, personlig bekendelse slutter pagt med Kristus og med hans folk på jord (Peters 1. brev kap. 3, vers 21).

Nadveren: Kristus gav os nadveren som et “pædagogisk redskab” for at huske og fastholde det inderste i vores tro. Brødet og vinen er billeder på Kristi legeme og blod, som minder os om, at Kristus ved sin død har afsonet al vor synd, og ved at modtage nadveren fornyer eller bekræfter vi pagten med den levende Kristus og styrkes i troen.

Ad 7:
Endnu et klassisk baptist-kendetegn er overbevisningen, at hver enkelt Jesus-discipel (dvs. hver eneste kristen) bærer forretten og ansvaret at dele evangeliet med andre og at tjene sin næste i Kristi kærlighed. Uden mission – ingen kirke! Jesu egen tale gør det helt klart, at kristendom altid er personligt, men aldrig privat! Et menneskes frelse afhænger endda af dets vilje til at kendes ved Kristus overfor andre, siger Jesus klart. (Matt. kap. 10, vers 32-33.)

Ad 8:
Baptister har – af Guds nåde – været forskånet for at blive en sekt. Altid har man vidst, at der på Jorden kun er een kristen kirke, nemlig den, som hører Jesus Kristus til; for i alle den “synlige kirkes” grene findes der kristustroende og det er dem, som tilsammen udgør Den Kristne Kirke.

Disse mennesker er eet i ham: Et i troen på, bekendelsen til og efterfølgelsen af Jesus Kristus, som har forpligtet alle kristne på hinanden (Johs. kap. 13, vers 35 og kap. 17, vers 20-21). Derfor er baptister med i næsten alt økumenisk (dvs. fælleskirkeligt) arbejde.